Tandbørstehovedet snurrer lykkeligt. Det ved, det er af ypperste kvalitet, og at kun få -om nogen- andre tandbørstehoveder har netop så perfekt afstemt hårdhed i børstehårene. Og tætheden! Tætheden mellem hårene på børstehovedet er helt unik, så den vasker tænderne med fylde, uden at mose tandkødet. Nej, Tandbørstehovedet er godt tilfreds, for det er en tandkødsfixer og ikke en tandkødshærger.
Med Tandbørstehovedet får man den ultimative tandbørstning, ja, man burde næsten kalde det en tandrensning, så effektiv og roterende rengørende er den. Tandbørstehovedet hviner af fryd, når knappen siger klik, og batteriet under den slår til.
Så piruetterer Tandbørstehovedet med vild summende jubel. Vi taler om en glæde, der gør den helt jævn i omdrejningerne, og Tandbørstehovedet kunne aldrig finde på at klø dig i næsen. Almindelige børstehoveder får næseborene til at vibrere, og så begynder den snigende kløe, som bare ikke vil forsvinde. Heller ikke med alverdens gnubberi.
Men ikke med Tandbørstehovedet. Næ, du. Her skal der ikke kløes næse med lange fingre henover en mundfuld tandbørste.
Visheden om perfektion gør Tandbørstehovedet helt frisk i rotationerne, og den hvirvler sig igennem plak og tandsten, som var det en fryd.
Fordi det er det.
Cola og snickers bliver udrenset og bortvist til bunden af afløbet, hvor Karius og Baktus allerede er i landflygtighed. Tandbørstehovedet ved alt dette, og knejser stolt med nakken. Naturligvis i den perfekte vinkel til at nå enhver emaljenedbrydende substans i selv den fjerneste afkrog af tandsættet.
Tandbørstehovedet ved, at alle andre ved, at den er en sublim skabning til at håndtere alle aspekter af raffineret rensning til rektificering af god mundhygiejne. Og det er helt lige meget om der skal renses snorlige tænder med perfekte mellemrum, eller der er tale om en håndfuld pløkker, kastet på plads i munden fra en meters afstand.
Tandbørstehovedet er ligeglad. Enhver udfordring er en mulighed for endnu engang at bevise, at der er ingen over og ingen ved siden af: Tandbørstehovedet!
Comments